- Tak for jeres engagement. Tak for jeres mod, og tak fordi I tør, hvor andre tøver.
Sådan sluttede Christian Lund sin tale ved TrekantBrands nytårsparole i Falck-garagen i Vejen.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Christian Lund (V) overtog ved årsskiftet borgmesterstolen i Vejen Kommune, og det har også ført ham til posten som formand for brandkommissionen i TrekantBrand, der ejes af Vejen, Billund, Kolding, Fredericia og Middelfart Kommuner.
Efter 17 dage på posten skulle han se tilbage på et år - 2025 - hvor der har været 1812 udrykninger på tværs af TrekantBrand og heraf 254 udkald her i kommunen.
- Uanset opgaven rykker I ud, og netop det skaber tryghed. En tryghed, som er vigtigere nu end nogensinde før, konstaterede Christian Lund.
Han kunne heller ikke undgå at runde det skifte, der rammer brandfolkene i Vejen og Brørup og på andre Falck-stationer.
- Jeg ved, at nogle af jer står foran en forandring, når I pr. 1. april siger farvel til Falck som arbejdsgiver. En arbejdsgiver, I med rette har været stolte af. Jeg skal gøre mit yderste for, at I med samme arbejdsglæde og stolthed kommer til at kalde jer for TrekantBrand-ansatte, lovede Christian Lund.
Det skete efter blot 17 dage som formand, men med en interesse, der rækker mere end 40 år tilbage.
- Som de fleste af jer her i garagen ved, begynder alle brande med en lille glød. Får den næring, bliver den til en flamme.
- Min egen glød blev tændt for mere end 40 år siden. Jeg voksede op tæt på den gamle brandstation i Skodborg. Min far (Anker, red.) var brandmand, og jeg var ham, der fik til opgave at lukke portene, når brandbilerne kørte ud til brand.
- Siden har gnisten i mig ulmet. Jeg har fulgt de lokale brandfolk tæt og set, hvordan I igen og igen tager et kæmpe ansvar. Hvordan I slipper det, I har i hænderne, når alarmen går, for at skabe tryghed og hjælpe andre.
- Det har givet næring til min glød, og i dag er glæden blusset op. Jeg står her i min nye rolle som formand for TrekantBrands beredskabskommission. Og ja, jeg er for øvrigt også Vejen Kommunes nye borgmester. Begge dele er roller, jeg er både stolt af og beæret over, fastslog Christian Lund foran de mange brandfolk.
Brandfolk, der er fuldtids, nogle, der er deltidsansatte og de frivillige brandmænd i de sønderjyske værn.
Dertil kommer de frivillige, og også andre medarbejdere deltog i nytårsparolen.
(Fotos: migogvejen©)


