Efter mere end 25 år er det slut.
Svend Pedersen takker med udgangen af januar af som klubrådgiver for DBU Jylland, hvor han været vellidt rundt i klubberne bl.a. her i området.
Et farvel, der fredag blev markeret med en intern reception i Vejen.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Det vil selvfølgelig blive en anderledes hverdag, men det bliver da også dejligt, siger Svend Pedersen og noterer, at han også fremover vil være en del af fodboldens forunderlige verden.
Den tidligere skolelærer er rundet de 70 år, og 31. januar siger han farvel efter et langt arbejdsliv med verdens bedste legetøj, fodbolden.
Forinden når han i aften at være på plads og endnu engang byde velkommen, når der bydes velkommen til trænerseminar i DBU Jylland.
- Svend har altid med stor energi og stort engagement haft fokus på det nære og sat den enkelte fodboldklub og de frivillige ledere i centrum. Han har været stærk ambassadør for breddefodbolden, altid vellidt og højt respekteret, og vi vil i DBU Jylland gerne takke Svend for hans kompetente og altid smittende og dedikerede indsats, siger DBU Jyllands direktør, Morten Randløv, til unionens hjemmeside.
Svend Pedersen bestod sin afsluttende eksamen på læreruddannelsen på Esbjerg Seminarium i 1980, og efter en periode på Nordby Skole blev han første gang ansat hos DBU Jylland i en halvtidsstilling i 1993. Efter en afstikker til Danmarks Idrætsforbund som regional konsulent vendte han i 1998 tilbage til DBU, denne gang på en fuldtidsansættelse.
Ved siden af passionen for det nære, de lokale klubber og deres frivillige har Svend Pedersen også været kraftigt optaget af fodbolden ude i verden som initiativtager til studieture og som instruktør på Færøerne og fodboldskoleleder i Grønland og med undervisning af fodboldtrænere i USA, Kenya, Ghana og Togo.
(Foto: migogvejen©)
