Solcelleparken sender mange penge videre til området omkring Holsted.
5,6 millioner kroner har Holsted Solarpark betalt til Grøn pulje.
- Foreningslivet omkring Holsted, erhverv og private personer har haft mulighed for at søge tilskud fra Grøn pulje, lyder det i dagsordenen til dagens møde i økonomiudvalget.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Her skal politikerne tage stilling til, hvem der skal modtage tilskud og beløbets størrelse.
Økonomiudvalget besluttede på mødet 30. september, at puljen opdeles, så der ved første ansøgningsrunde udloddes ca. 3,5 mio. kr. og til næste ansøgningsrunde pr. 1. november udloddes ca. 1,820 mio. kr.
Ved ansøgningsfristens udløb 1. august er der indkommet 10 ansøgninger for et samlet beløb på ca. 10,7 mio. kr. Alle ansøgninger har været forbi Holsted Lokalråd for at sikre den lokale forankring i projekterne.
Lokalrådet har udarbejdet en udtalelse til hver enkel ansøgning.
Politikerne skal prioritere ansøgningerne, og der skal tages stilling til, hvilke projekter der imødekommes samt tilskuddets størrelse.
Nedenstående parametre indgår i evalueringsskemaet:
- Fællesskab/Almennyttighed.
- Nyskabende/Originalitet.
- Lokal forankring.
- Grøn/Bæredygtighed.
- Synergi/Sammenhæng.
- Parathed/Realiserbarhed.
De 10 ansøgninger spænder vidt - også beløbsmæssigt. Der er forslag fra under 40.000 kroner til over 5,2 millioner kroner.
Dyrest er ideen om en kunstgræsbane.
- Holsted Golfklub søger om 312.500 kroner til en oplevelsespark
- Ko-klapper-lauget og lokalrådet søger om 750.000 til en Thomas Dambo kæmpetrold
- Holsted Plantage søger om 837.500 til bl.a. øget tilgængelighed i plantagen
- Medius søger om 1.413.720 kroner til energi- og klimatiltag
- DDS-spejderne søger om 39.250 kroner til telte og oversejl
- Græsningslauget søger om 716.494 kroner til renovering af to broer over Holsted Å
- Holsted Speedway søger om 950.000 kroner til en ny velfærdsbygning
- Holsted fB søger om 5.275.000 kroner til en kunstgræsbane
- Arbejdsgruppen/Holsted Vandværk søger om 130.000 kroner til renovering af vandtårnet
- Holsted Aktivitetshus søger om 246.416 kroner til opgradering af stien mellem Rolighedsvej og Marsvænget

(tryk på annoncen og se mere)

