Følg migogvejen på Facebook  

Vejen får en ny cafe - en »ide-cafe«.

Den placeres på Nørregade 21, hvor Vejen Erhvervsbeklædning tidligere holdt til.

 

(læs videre under annoncen)

(tryk på annoncen og se mere)

 

- Den liberale ide-cafe giver borgerne adgang til politisk indflydelse.

Sådan lyder det fra partiet Venstre, der på fredag slår dørene op til den nyindrettede café, hvor foreninger, borgere og erhvervsliv kan komme med forslag og ideer til, hvad der bør prioriteres på rådhuset i Vejen og i Region Syddanmark de næste fire år.

Caféen er åben hver fredag eftermiddag og lørdag formiddag frem til valget i november. Derudover vil caféen være bemandet i hverdagene, så tit det overhovedet er muligt.

- Idé-Caféen er en ny mulighed for alle borgere i Vejen Kommune til at give deres besyv med, give ris og ros, møde vores byrådsmedlemmer og -kandidater eller blot få en hyggelig snak om det, der er vigtigt for den enkelte, siger formanden for Vejen Venstre, Leif Thomsen i en pressemeddelelse.

Venstres borgmesterkandidat, Christian Lund, supplerer:

- Det er vigtigt for os i Venstre at være i øjenhøjde med de mennesker, der betror os ansvaret for det, der foregår på rådhuset, og det berører jo os alle. Derfor sætter vi nu en ny retning, da det forpligter at tage det ansvar på os.

Det er Laurids Schelde, ejer af butikslokalerne i centrum af Vejen, der har stillet lokalerne til rådighed for Venstre frem til valget.

- Jeg håber, alle får glæde af at kunne møde og tale med folk fra Venstre her i caféen de næste tre måneder, for jeg synes, det er vigtigt at have vores politikere i øjenhøjde.

I caféen vil både kommunal- og regionspolitik være i fokus, da mange kommunale opgaver i de kommende år vil overgå til regionen.

- Derfor er caféen også en oplagt mulighed for at tage fat i de vigtige emner, der får indflydelse begge steder, lyder det fra Martin Boye, der udover at genopstille til byrådet også er Venstres kandidat til regionsrådet.

Valget til regionen og byrådet er 18. november. Venstre sidder i dag på 11 ud af 27 pladser i byrådet i Vejen og på 17 ud af 41 pladser i Region Syddanmark.

(Arkivfoto: migogvejen©)

 

nyhedsbrev luft

We use cookies
For at give dig den bedste onlineoplevelse bruger denne hjemmeside cookies