Fire dieseltyve blev sent i aftes bogstaveligt talt snust op af politiet.
Mere præcist var det en politihund, der efter to kilometers spor fandt frem til fire flygtede tyve.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Hele episoden startede på Tværvej i Bække klokken 22.41.
- En beboer overrasker flere gerningsmænd i gang med at stjæle dieselolie.
- De havde åbnet dækslet til en dieseltank og forsøgte at suge dieselolien op, fortæller politiet.
Det lykkes vidnet at tilbageholde en af gerningsmændene.
- Fire andre undløber fra stedet, så vi får fat i en politihund til at gå spor, og efter to kilometer lykkes det at få fat i de fire andre, lyder det videre.
Den ene af de fem mænd var kendt i forvejen.
- Det var en 18-årig fra Bække, som også var anholdt i forbindelse med dieseltyveri fra busser i Vejen for en uge siden, lyder det fra ordensmagten.
De fire andre i aftes var en 20-årig mand fra Vejen, og det var også hans bil, der efterfølgende blev fundet med slanger og dunke i.
Yderligere blev der anholdt en 25-årig mand fra Fredericia, mens de to sidste reelt var drenge. En 15-årig fra Brørup og en 16-årig fra Bække.
- De har været anholdt og i nat løsladt igen. De to drenge har været afhørt i overværelse af de sociale myndigheder- fortæller politiet.
Og begrebet om, at hunden er menneskets bedste ven, er nok nok ikke tilfældet for de fire undløbne tyve her...
(Genrefoto: migogvejen©)
