Snus og puff - unge skal blive klogere på nikotinens uhyggelige sider.
Vejen Kommune arrangerer foredrag for folkeskoleelever i de ældste klasser med 22-årige Frederik i et sprog, de unge forstår.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Med oplysning er målet at begrænse den stigende tendens i ungdomsmiljøet til at bruge snus og andre nikotinprodukter.
- I løbet af de senere år er udbuddet af produkter, som indeholder tobak og/eller nikotin steget markant. Mange af produkterne appellerer direkte til børn og unge, og de bruger i dag flere af disse produkter samtidig, og andelen, der bruger mindst ét af disse produkter, er stadigt stigende, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
- På mit højeste brugte jeg to pakker nikotinposer dagligt - svarende til 430 cigaretter, skriver 22-årige Frederik Vestbjerg i invitationen til eleverne forud for et foredrag på torsdag.
Han er foredragsholder og holder torsdag på Rødding Skole, Højmarkskolen og Bække Skole. Målgruppen er udskolingseleverne på skolerne.
I sit foredrag har han fokus på at gøre foredraget relaterbart, humoristisk og tale i øjenhøjde med eleverne. Eleverne vil høre Frederiks personlige historie med et overdrevent nikotinforbrug og konsekvenserne af det.
- På tværs af sundheds- og skoleområdet i Vejen Kommune håber vi, at foredraget vil være en øjenåbner for nikotinens uhyggelige sider. Foredraget skal bidrage til, at flere unge i Vejen Kommune stopper med at bruge snus og andre vanedannende nikotinprodukter, og at flere unge bliver klar over, at de aldrig skal begynde, siger Jacob Fredberg Holst, nikotin- og rygestoprådgiver i Vejen Kommune.
(Arkivfoto af Jacob Fredberg Holst: migogvejen©)
