Askov/Malt UI har de seneste 10 år mere end fordoblet sit medlemstal og har nu over 700 medlemmer.
Den vækst gør klubben til den hurtigst voksende forening i kommunen både målt på antal og procentuel udvikling.
Det står i skarp kontrast til Vejen Kommunes generelle fald i foreningsmedlemskab på 13 procent siden 2012.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Udviklingen i medlemstallet og de andre aktiviteter sikrede i aften klubben hæder - Askov/Malt UI fik overrakt foreningsprisen ved kommunens hædringsaften i Thorhallen i Jels.
I indstillingen af foreningen lyder det bl.a.:
»AMUI er Vejen Kommunes femtetørste forening og spiller en central rolle i lokalsamfundet som arrangør af flere store events, herunder:
Byfesten - en årlig – og meget populær – tilbagevendende begivenhed, der drives udelukkende af frivillige kræfter.
• Kommunens største fodboldskole - AMUI afholder årligt en totalt udsolgt fodboldskole, hvor 160 børn træner og udvikler sig i sommerferien under ledelse af frivillige kræfter.
• Kommunens største indendørs fodboldturnering - hvert år mellem jul og nytår afholder AMUI et fodboldstævne i Vejen Idrætscenter. I 2024 deltog 211 hold, ca. 1500 deltagere og over 60 frivillige.
• Fest i hallen: I efteråret 2024 inviterede AMUI til støttefest i hallen. Mere end 200 festklædte voksne mødte op.
I den daglige – og mindst ligeså vigtige drift, tilbyder AMUI et bredt udvalg af aktiviteter, herunder volleyball, gymnastik, cirkeltræning, badminton og fodbold – aktiviteter for både børn og voksne. Noget ganske særligt er den ligelige kønsfordeling blandt fodboldspillerne – 48 procent af foreningens fodboldspillere er nemlig piger.
AMUI har desuden skabt et stærkt samarbejde på tværs af nærområder gennem Team VAB - Vejen, Askov, Brørup - for at styrke pigefodbolden. Også på drengesiden er samarbejdet med andre foreninger forankret i Askov.
AMUI er en vigtig drivkraft i Askov-Malt og omegn, der bidrager til at tiltrække og fastholde børnefamilier gennem stærke fællesskaber og attraktive idrætstilbud.
Med en markant medlemsvækst, stærk frivilligkultur og evne til at samle og styrke lokalsamfundet er AMUI en forening, der ikke blot gør en forskel i Askov-Malt, men også bidrager væsentligt til Vejen Kommunes foreningsliv.«
Syv foreninger var indstillet til foreningsprisen.
(Fotos: migogvejen©)

Nomineret til foreningsprisen var også »Projekt bevægelse på tværs« i Holsted og Vejen Badmintonklub.
