Følg migogvejen på Facebook  

Gesten IF’s U12-hold lukker nu ned efter en sæson og en årrække, hvor holdet har markeret sig flot – både lokalt og mod nogle af landets stærkeste klubber.

Flere af spillerne er blevet bemærket af andre klubber, og det betyder, at de nu forlader Gesten IF.

 

(læs videre under annoncen)

(tryk på annoncen og se mere)

 

- Fire spillere fra holdet er blevet udtaget til akademimiljøet omkring FC Fredericia og VB-samarbejdet, hvilket er en stor anerkendelse af deres talent og udvikling. Men for trænerteamet er det vigtigt at understrege, at historien om Gesten IF U12 ikke kun handler om de fire spillere, der nu tager næste skridt, lyder det fra klubben.

Det handler om et helt hold.

Et hold, hvor mange spillere har rykket sig markant. Hvor flere har vist, at de kan spille på et rigtig højt niveau. Hvor nogle har udviklet sig teknisk, andre taktisk, og flere har taget store skridt som holdkammerater, ledere og personligheder på banen.

- Det er selvfølgelig flot, at fire spillere er blevet udtaget til akademiet, og det er vi stolte af. Men vi vil gerne passe på, at fokus ikke kun lander dér. De fire er blevet gode i et stærkt fællesskab. De har haft dygtige holdkammerater omkring sig, som har presset dem, spillet dem gode og været en stor del af rejsen, lyder det fra trænerteamet.

Gesten IF U12 har gennem tiden spillet kampe mod klubber som Brøndby, OB og Lyngby, og netop de oplevelser står tilbage som noget helt særligt. For et mindre lokalt hold har det været stort at møde stærke modstandere og opleve, at spillerne kunne være med i kampe, hvor tempo, fysik og teknisk niveau var højt.

Holdet har været kendetegnet ved sammenhold, mod, teknik og udvikling. Der har været spillere, som har taget ansvar centralt på banen, spillere med stor fart og gennembrudskraft, stærke forsvarsspillere, hårdtarbejdende kanter, målfarlige angribere og spillere, der altid har sat holdet før sig selv.

- Vi har haft mange dygtige spillere på det her hold. Nogle får nu chancen i akademifodbold, mens andre fortsætter deres udvikling andre steder. Men vi ser dem alle som en del af den samme fortælling. Det her hold har ikke været båret af fire spillere alene – det har været båret af en gruppe drenge, der har villet hinanden og fodbolden, påpeger trænerteamet.

- Nu opløses holdet, fordi spillerne skal videre i forskellige retninger. Det er vemodigt, men også naturligt. For trænerteamet står én ting dog klart: Rejsen har været noget helt særligt.

- Det har været en fed rejse. Vi har haft store oplevelser, svære kampe, flotte sejre, nederlag vi har lært af, og ikke mindst en gruppe drenge, som har udviklet sig enormt. Det er det, vi tager med os, lyder det videre.

- Gesten IF U12 lukker dermed et kapitel, men spillerne tager erfaringerne med sig videre – uanset om næste skridt bliver akademifodbold, ungdomsfodbold i en ny klub eller fortsat glæde ved spillet lokalt. Fælles for dem alle er, at de har været en del af et hold, der kan være stolte af den rejse, de har været på sammen, lyder det fra træner Bjarke Raghner.

(Foto: Gesten IF)

 

nyhedsbrev luft

We use cookies
For at give dig den bedste onlineoplevelse bruger denne hjemmeside cookies