Marken er mejet, og høet er høstet.
- Nu er vi klar til at sætte ploven i jorden, lyder det fra Hygum Hjemstavnsgård forud for weekendens pløjedage på den gamle gård i Sdr. Hygum.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Der er pløjeopvisninger med de gamle traktorer både lørdag og søndag.
- Søndag sætter vi også heste for ploven med præmieuddeling, lyder det videre.
I det gamle stuehus laves smagsprøver på hakket kålrabi og årstidens suppe på det gamle ringkomfur. Udenfor koges der roesirup.
Smedene laver tørvekul af tørv fra Fæsted Mose, som bruges i essen. Har du knive og sakse, der trænger til at blive slebet, så står de klar til at gøre det ved den gamle smedje fra Fæsted.
- Hele gården summer af liv. Der bliver nok at se på. Børneaktiviteterne er også i fuld gang. De kan komme hjem med en lille ting fra smedjen, de selv har hamret lidt på, en kornbuket og mel, de selv har malet og reb de selv har slået.
- Kom frit frem og deltag i en fantastisk efterårsweekend sammen med os, lyder opfordringen.
(Arkivfoto: migogvejen©)
