Videoovervågning kan fælde den mand, der senest har begået hærværk i Rødding.
Politiet offentliggør i eftermiddag forholdsvis tydelige billeder af manden, der både lavede racistisk graffiti og hærværk.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Syd- & Sønderjyllands Politi søger vidner til det seneste tilfælde af hærværk i Rødding. Det skete natten mellem torsdag 5. november og fredag 6. november klokken 02.10 og blev begået mod Milano Pizzaria i Østergade 3 i Rødding, skriver politiet.
Ved hærværket blev et kanonslag sat på døren ind til forretningen. Da det detonerede, blev både vinduer og dør ødelagt. Derudover var der skrevet racistiske ytringer på flere vinduer.
- Der er tale om en samme modus som ved de tidligere tilfælde af hærværk, og vi formoder derfor, at der er tale om den samme gerningsperson, siger politikommissær Ole Rahbæk Thomsen, Syd- & Sønderjyllands Politi.
Politiet har siden anmeldelsen fredag efterforsket sagen og offentliggør nu billeder af den formodede gerningsmand.
Den formodede gerningsmand beskrives som:
Mand
Kraftig af bygning
Iført sort maskering
Iført sort/mørk jakke med grå/lyse ærmer og skuldre samt grå/lyse bukser og sneakers.
Medbragte en lys pose med utydelig påskrift.
Personen maler/skriver graffiti med venstre hånd på butiksruderne. Politiet formoder derfor, at han er venstrehåndet.
- Har du oplysninger til politiet om hændelsen eller kan genkende personen på de offentliggjorte billeder eller ud fra beskrivelsen, beder vi dig kontakte Politiets Servicecenter på tlf. 1-1-4.
(Fotos: Syd- og Sønderjyllands Politi)


