Hvordan påvirker fremtidens arealomlægninger din jagt. Hvad betyder det for jagten på dine arealer, hvis de bliver vådere, end de er i dag.
Og kan det give dig mulighed for at få adgang til nye sammenhængende jagtarealer.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Det er nogle af de spørgsmål, som SAGRO og Vejen Kommune – i samarbejde med Danmarks Jægerforbund – inviterer til at drøfte, når de 11. september holder informationsmøde i Vejen Jagtforenings Klubhus.
Baggrunden er Den Grønne Trepart og Aftalen om et Grønt Danmark, hvor de 23 lokale treparter i 2025 skal udarbejde oplægningsplaner.
Planerne skal bidrage til at reducere kvælstofudledningen, udtage lavbundsjorder og fremme skovrejsning – og samtidig så vidt muligt identificere arealer inden for omlægningsindsatsen, som har potentiale for at bidrage til mere og sammenhængende natur.
- Mange af de arealer, vi ser på, ligger i tilknytning til ådale eller arealer, der er eller historisk har været enge og moser – altså områder, hvor der i dag ofte drives jagt. Derfor er det vigtigt, at vi tidligt får jægere og lodsejere med i samtalen, forklarer Vagn Sørensen (V), der er forperson for Lokal Trepart Vadehavet og formand for Udvalget for teknik og miljø i Vejen Kommune.
På mødet får deltagerne indsigt i, hvad omlægningsplanerne indebærer, hvordan de kan påvirke jagtudøvelsen, og hvilke muligheder de åbner for jordfordeling.
Det kan eksempelvis være en vej til at samle spredte arealer til mere brugbare jagtområder.
- Jagt og naturpleje hænger tæt sammen. Derfor er vi glade for, at vi får mulighed for at drøfte, hvordan arealændringer kan påvirke jagten, og hvilke muligheder der også kan følge med, siger Finn Hahn, formand for Vejen Jagtforening.
(Fotos: PR-foto©)
