Følg migogvejen på Facebook  

Fremtidsforsker til pressede virksomheder: »Hvis de unge virker irriterende, er det, fordi de har ret«.

Mangel på hænder truer væksten i det syd- og sønderjyske erhvervsliv.

- Løsningen er ikke bare at råbe højere efter medarbejdere med traditionelle jobopslag, lyder det fra fremtidsforsker Henrik Good Hovgaard forud for en debat om sagen i Brørup på tirsdag.

 

(læs videre under annoncen)

(tryk på annoncen og se mere)

 

Høj løn, sikre rammer og faste arbejdstider.

I årtier har det været en stor del af opskriften, når virksomheder skulle tiltrække nye medarbejdere. Men over for en ny generation af medarbejdere – og et arbejdsmarked i hastig forandring – er den opskrift ikke længere tilstrækkelig.

Det slår fremtidsforsker Henrik Good Hovgaard fast. Han rådgiver virksomheder om fremtidens arbejdsmarked og peger på, at mange ledere begår den fejl at spille efter gamle regler i et helt nyt spil.

– Mange virksomheder sidder fast i tanken om, at folk bare skal have et job og passe deres timer. Men den tankegang, man i stigende grad møder hos medarbejderne i dag, hedder: »Jeg gider ikke arbejde mere – jeg vil arbejde bedre«. Det gode arbejdsliv er blevet individuelt. Hvis man ikke forstår det skifte, får man sværere ved at tiltrække den arbejdskraft, man gerne vil have, forklarer han.

Ifølge fremtidsforskeren er loyalitetsbegrebet under forandring. Hvor et arbejdsliv tidligere i højere grad kunne være et livslangt projekt – man fandt sit kald og blev til pensionsalderen – vil flere medarbejdere i dag søge mod meningsfulde projekter og personlig udvikling.

– Jeg kalder det et skifte fra kald til quest. Medarbejderne vil gerne engagere sig, involvere sig og kunne se meningen med det, de laver. Men når opgaven eller questen er løst, begynder de at kigge efter den næste. Det kan sagtens være inden for den samme virksomhed, men det kræver, at arbejdspladsen kan tilbyde noget nyt at engagere og udvikle sig i, siger Henrik Good Hovgaard.

Det stiller også nye krav til måden, virksomheder slår stillinger op på.

– Hvis man bare indrykker et klassisk, kedeligt stillingsopslag og undrer sig over, at ingen søger, skal man kigge indad. Hvis de unge virker irriterende eller krævende, er det som regel, fordi de har fat i noget, man bør lytte til. De vil gerne være med til at skabe og udvikle – ikke bare udføre en på forhånd fastlagt opgave.

Også kunstig intelligens og automatisering fylder i debatten om fremtidens mangel på arbejdskraft. Men fremtidsforskeren afviser frygten for, at teknologien gør mennesker overflødige.

– AI overtager ikke alt arbejdet. Men det kan fjerne »det grove arbejde« – de rutineprægede opgaver, som vi egentlig ikke selv gider lave – så vi får mere tid til »det sjove arbejde«, hvor blandt andet relationer, menneskelig kontakt og nærvær gør en forskel. Det team, der kan arbejde sammen med AI, vil have en kæmpe fordel.

Paradoksalt nok kan mere kunstig intelligens dermed gøre de menneskelige kompetencer endnu vigtigere.

På tirsdag stiller Henrik Good Hovgaard sig på scenen, når UdviklingVejen inviterer til Summit 2026 – Fremtidens arbejdskraft hos NDI i Brørup.

Her bliver fremtidsforskerens blik på arbejdsmarkedet koblet med konkrete erfaringer fra virksomhederne. Foruden Henrik Good Hovgaard deler Tican Fresh Meat, KE Fibertec og NDI deres erfaringer med blandt andet international rekruttering, onboarding, mentorordninger, integration og fastholdelse af internationale medarbejdere.

Spørger man fremtidsforskeren, er der i hvert fald én ting, virksomhederne ikke må gøre:
– Den største trussel mod fremtidens virksomheder er business as usual – at man bare fortsætter med at gøre det, man altid har gjort, uden at tilpasse sig virkeligheden.


(billedtekst)
Karin Askholm fra UdviklingVejen i samtale med futurist Henrik Good Hovgaard om de nye spilleregler på arbejdsmarkedet, der er til debat på tirsdag.

 

nyhedsbrev luft