Danmark er lykken: Supermusiker i en slags landflygtighed.

Musikeren og dirigenten for Vejen Garden Boris Kertsmans personlige historie er et farverigt kludetæppe af både alvorlige og glædelige beslutninger og tilfældigheder. I dag er han faldet til ro med sin familie i Aarhus og har fast job hos verdens mest verdensberømte dirigent og altså Danmarks dygtigste boyband.

Avisen var med, da han gav koncert med Barenboims West-Eastern Divan orkester i Berlin.

(læs videre under annoncen)

(tryk på annoncen og se mere)

- Det er ikke sikkert, man er eller bliver enige, men man forstår hinanden bedre, når man taler sammen.

Den 39-årige trompetist og dirigent, Boris Kertsman, har siden 2003 været medlem af Daniel Barenboims West-Eastern Divan Orchestra, forkortet Wedo. Som navnet siger, består Wedo af musikere fra både den vestlige og den østlige verden - to af verdens temmelig uforsonlige halvdele. Barenboim skabte netop orkestret for at samle musikere fra øst og vest som et fredens projekt. Alle er ligeværdige, uanset hvor de kommer fra.

- Faktisk så bliver vi nok aldrig enige om, hvem der er skyld i den konflikt, men vi snakker om det hver gang, vi er sammen, og hvad man kan gøre for at skabe en bedre verden.

- Jeg kan jo ikke løbe fra min baggrund som jøde, og palæstinenserne og araberne i orkesteret kan jo heller ikke løbe fra deres baggrund, men vi spiller musik sammen, og netop musikken har bragt os sammen, og vi får snakket sammen med nogle, som vi ellers ikke ville snakke med. Og man må gerne snakke om elefanten i rummet, og forhåbentlig bliver vi lidt klogere på hinandens baggrund og synspunkter.

- Vi er ikke politikere. Vi skal ikke løse problemerne i det urolige Mellemøsten, men vi er i dialog og bygger bro - vi snakker sammen og arbejder sammen. Det er det, vi kan.

- Når jeg snakker med folk, skal jeg tit forklare, hvorfor jeg er med i et orkester med jøder og palæstinensere. Jeg fortæller, at landene måske ikke kan skabe fred, men at vi kan sprede et budskab om fred, når vi spiller sammen.

- Faktisk sker det af og til, at nogle af musikerne i orkestret stopper, fordi de ikke kan holde ud at være i stue med nogle fra den anden side af konflikten - eller måske fordi de bliver presset til at melde sig ud af deres landsmænd. Selv har jeg aldrig været udsat for sådan et pres, men det findes.

En ulidelig dato

I dag går spørgsmålene også på det massive palæstinensiske angreb på Israel 7. oktober 2023 - en dato, som for evigt har printet sig i Boris Kertsmans' hukommelse - den efterfølgende krig i Gaza og den fortsatte konflikt. Han håber, det snart er slut med ufreden.

- Israel har sluttet fred med Jordan og De Forenede Arabiske Emirater gennem de seneste år, så det går jo i den rigtige retning, kan man sige, og det er selvfølgelig fint. Man behøver ikke være bedste venner for at leve i fred. Det er jo bedre at leve fredeligt sammen frem for at slås.

Boris Kertsman er født i Moskva. Det var ikke kun nazisterne, som så mere end skævt til jøderne. Op gennem tiderne havde der været masser af forfølgelser fra russernes side. Måske forklarer det hans russiske fornavn. Det gjaldt om at falde i med tapetet, men ud af det blå skete der af en eller anden grund en omvæltning.

Mange jøder føler, det stadig handler om at falde i med tapetet og ikke skilte med sit ophav selv her i Danmark. Det kan bare ikke være rigtigt, mener Kertsman, der insisterer på at kunne stå ved sin identitet, uden at skulle føle sig truet.

Han var tre år, da familien pludselig sammen med en million andre russiske jøder fik mulighed for at komme væk fra det Rusland, som ikke ville dem noget godt. Den chance skulle familien Kertzman ikke nyde noget af at komme for sent til. De pakkede de småting, de fik lov at tage med ud af landet og slog sig ned i den store by Haifa i det nordlige Israel for over 20 år siden.

Russisk kan han stadig forstå og snakke, dansk-israeleren, men skønt familien tilhører det absolut største mindretal i Israel, så omgås man ikke de tidligere landsmænd. Nu er man israeler. Og så meget andet. Boris Kertsmans fire bedsteforældre kommer fra fire forskellige lande, hvor jøderne er spredt. Det er en broget historie - og familie.

Vidunder

Boris var blot 16 år, da han blev opfordret til at søge optagelse i det et hundrede musikere store West-Eastern Divan Orchestra. Han meldte sig til optagelsesprøven i Tel Aviv og kom gennem nåleøjet. Foruden kravet om at mestre sit instrument, trompeten, til perfektion, så var betingelsen, at man kom som menneske og musiker og ville det bedste, ikke bare for sig selv, men også for de andre i orkestret, uanset om de så kom fra Månen, er Barenboim, der selv er jøde, citeret for at forlange.

- Alle er lige, uanset hvor de kommer fra, fortæller Boris.

Barenboim - Maestro Barenboim, som Boris kalder ham - er Ridder af Dannebrog, udnævnt for sit arbejde for at bekæmpe sklerose, som hans første kone døde af.

Boris Kertsman er lidt af et vidunderbarn med et gigantisk musikalsk talent. Tidligt fik han en trompet i hånden og begyndte at gå til undervisning. I øvrigt er han også dygtig på et dansegulv. Sammen med sin tyske kone, der er tøj-ingeniør, dyrker han latinamerikansk dans i Aarhus. Det giver svaret på Boris' levende måde at dirigere et orkester på. Han er en mangefacetteret showman. Sådan er det med talent. Det er ulige fordelt. De, der har, skal mere få, mens vi andre må nøjes!

Som ung blev han optaget på konservatoriet i Berlin, men der var et eller andet, der nagede ham.

(læs videre under annoncen)

(tryk på annoncen og se mere)

Langsomt fik han ondt i tænderne, og det viste sig at være psykisk. Kom med til Aarhus, foreslog hans professor, der også var professor på konservatoriet i smilets by. Boris tog imod tilbuddet og færdiggjorde sine studier her i landet.

- Jeg ved ikke, hvad det var, der skete med mig i Berlin, men smerterne forsvandt, da jeg kom til Danmark. Måske var det en følelse af sikkerhed her i landet. Det er sikkert og rart at være her. Cirka en gang om året er jeg så hjemme i Israel for at besøge familien.

Vejen Garden

Det er jo også her i Danmark, at Boris Kertsman høster stor anerkendelse for sit arbejde som dirigent for Vejen Garden siden 2021. Garden har vundet både DM, EM og VM.

Dirigenten har løftet drengebandet til nye højder. Hans professionelle baggrund smitter i den grad af på garderdrengene, der jo bare er amatører. Boris ser bl.a. frem til gardens rejse til Grønland næste sommer og til julekoncerterne i december, som er næste punkt på dette års program.

- Jeg føler mig virkelig hjemme i Vejen Garden, og det er jo enestående, sådan som garden bliver støttet af forældre, støtteforeningen og borgere i Vejen og oplandet. Det er fantastisk. Og det er jo helt vildt, at vi har et amatørorkester på det høje niveau her i byen.

Fire gange om året mødes musikerne i West-Eastern Divan Orchestra og drager på turne en uges tid. Hvert år spiller orkestret i Berlin før en turen rundt i Europas store byer. Her i sensommeren var der totalt udsolgt til koncerten i Bühnewald en halv snes km fra Berlins centrum - af alle steder kan man sige.

Friluftsscenen er nemlig nærmeste nabo til det olympiske stadion, og en del af det store område, som nazisterne brugte til OL i 1936. Da var jødeforfølgerne for længst igangsat i det skjulte. Stadionet er moderniseret, men står stort set identisk fra dengang, hvor en hel verden i begyndelsen lukkede øjnene.

Boris Kertsman mener ikke, det er underligt endsige umuligt for ham som jøde at spille netop her. Det har han allerede gjort flere gange uden at få røde knopper.

- Historien kan man ikke ændre, men man kan lære af den.

Bühnewald er ikke alene under åben himmel. Det er også scenen, hvor alle verdens stjerne spiller. Rolling Stones, Bob Marley, David Bowie, Neil Diamond, Phil Collins, Joe Cocker, Aerosmith, Luciano Pavarotti, Metallica og Barbra Streisand har været her, og denne dejlige aften er turen altså kommet til West-Eastern Divan Orchestra - igen igen. Kertsman og de andre har spillet her mange gange tidligere.

Bravo

Mørket har sænket sig, da koncerten på Bühnewald er slut. 22.000 tilskuere rejser sig som på kommando, og mange nøjes ikke med at klappe.

- Bravo, bravo, bravo, råber de ned mod musikerne på scenen, hvor orkestret får den ene fremkaldelse efter den anden.

Vi bevæger os ud i natten og ned til S-toget en god oplevelse rigere. Det har på alle måder været turen til Berlin værd.

Tekst og foto: Steen Rasmussen


(billedtekst)
Waltbühme i Berlin, hvor Boris Kertsman gav koncert med Barenboims West-Eastern Divan Orchester på en skøn sensommerdag, kan rumme 22.000 tilhørere. Der var fuldt hus, før musikken gik i gang.