Maskinerne er kørt ind på grunden på Andstvej, hvor den nye købmandsbutik skal opføres, og er i gang med gravearbejdet.
(læs mere under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Ønsket om en ny købmandsbutik har været der i flere år, og næsten lige så lang tid har det taget for arbejdsgruppen bag projektet at nå i mål med tegninger og ikke mindst økonomi, hvor mange lokale har spyttet i kassen.
Maskinerne er nu startet på grunden, der er blevet ekstra våd efter søndagens regn, og det påvirker naturligvis arbejdet.
Forretningen og ladestanderne på p-pladsen kræver, at der lægges mere strøm over vejen, og det arbejdes der også med nu.
Den nye butik ventes at blive taget i brug inden sommerferien.
Det er efterhånden en del år siden, der sidst kunne købes kommunale byggegrunde i Gesten.
Flere gange har ønsket om en ny udstykning været oppe og vende, og nu er grundene på vej.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Maskinerne er kørt i stilling og er i gang med etableringen af 10 store grunde ved Stilundvej ved siden af Troldhedestien.
Byrådet har godkendt lokalplanen for området, og arbejdet med køb af jord og byggemodningen er kalkuleret til at koste godt 4,3 millioner kroner inkl. moms.
- En boliggrund på ca. 1260 m2 og en mindstepris på 380,00 kr./m2 + tilslutningsbidrag vil koste ca. 603.956 kr. inklusive moms.
Sådan lyder det på dagsordenen til byrådet, der tirsdag fastsatte priserne for de nye byggegrunde. I stil med nye udstykninger i Læborg og Hovborg blev priserne differentieret efter herlighedsværdien.
- Det er vurderet, at grundene 1-4 vil være mest attraktive, idet de ligger ud til åben mark. Grundene 5-10, som ligger tæt på Troldhedestien, kan eventuelt få indblik fra stien på grund af niveauforskellene, lyder det videre.
Uden kommentarer valgte et enigt byråd derfor at fastsætte priserne til 380 kroner pr. kvadratmeter for grundene 1-4, mens grundene 5-10 sælges for 335 kroner pr. kvadratmeter.
Ifølge ovenstående foreløbige plan vil der være grunde i størrelser fra ca. 1100 kvadratmeter til ca. 1600 kvadratmeter.
Det var ikke bare en eller måske to, der var klar med saksen, da den røde tråd til den nye legeplads i Gesten skulle klippes.
Alle børn var opfordret til at have en saks med og være med til at klippe snoren til den nye naturlegeplads og fælles frugthave på den gamle stadion i Gesten.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
Børnene har nu for længst taget legepladsen i brug, men nu er den også officielt indviet.
Op mod et par hundrede børn og voksne deltog i den officielle åbning.
Legepladsen er på plads, og til efteråret udvides området med en fælles frugthave til glæde for alle byens borgere.
Projektet er resultatet af støtte fra Villumfonden, Jelling musikfestival og Friluftsrådet og et stort stykke frivilligt arbejde.
I snart tre år har styregruppen under Gesten Lokalråd arbejdet på at bringe drømmen om legeplads og frugthave til virkelighed.
Fra starten har målsætningen været klar: At skabe et fælles rum, hvor Gestens borgere kan mødes på tværs af generationer til aktiv leg i naturen, og det er nu en realitet.
- Det har været en spændende rejse at se dette projekt vokse og forme sig til det, det er i dag. Det stærke fællesskab i Gesten har været en vigtig drivkraft bag projektet.
- Jeg var på sommerferie, da legepladsen stod færdig, men det første, jeg gjorde, da jeg kom hjem, var at kigge forbi for at se resultatet. Jeg må indrømme, jeg fældede en tåre. Gesten er virkelig et eksempel på, at de største hjerter bor i de mindste byer. Vi har mødt så meget opbakning og støtte, og det glæder mig helt ind i hjertet at se vores børn løbe grinende rundt og benytte de fine nye legeredskaber, lyder det fra medlem af styregruppen, Sille Rehmeier Raun.
Gesten har i mange år manglet en legeplads til byens børn, men den er nu klar og taget i brug.
- Naturlegepladsen er blevet designet med tanke på at skabe en stimulerende og lærerig legeplads for vores børn, men som samtidig inviterer alle byens borgere til at deltage i aktiviteterne og styrke deres legesyge sind. Derfor har vi også prioriteret et handicapvenligt faldunderlag frem for sand. Den centrale placering tæt på byens børnecenter sikrer samtidigt, at den nye legeplads vil blive flittigt brugt, lyder det fra Jens Ring Jørgensen, medlem af styregruppen, i en pressemeddelelse.
I tillæg til naturlegepladsen vil den kommende fælles frugthave tilføje et nyt grønt element, der vil bidrage til at øge biodiversiteten og give Gesten-borgerne mulighed for at deltage i frugtavl og fællesskabsaktiviteter.
Ronja Nygaard Madsen, som også er en del af styregruppen, tilføjer:
- Frugthaven vil ikke blot være en kilde til velsmagende frugter og bær, men også en mulighed for at knytte bånd og skabe gode minder sammen. Vi håber, at dette vil fremme en følelse af samhørighed og øget stolthed over vores Gesten.
Den fælles frugthave anlægges til efteråret for at give træer og buske de bedste betingelser. Det er planlagt, at eleverne på byens børnecenter skal deltage aktivt i etableringen af frugthaven: Hvert skolebarn får lov at plante et frugttræ, og byens børnehave- vuggestue- og dagplejebørn får alle lov at plante en bærbusk.
Legepladsen henvender sig til børn i alderen 0-12 år og består af svævebane, klatrestativ, balancebane, gynger, sansegynge, vippe, karrusel, hobbithule, rutsjebane, vippedyr, sandkasse med lille legehus, babygynge og trivselstelt med fire bord/bænkesæt.