Efter en ekstraordinær generalforsamling er det nu officielt: Vejen Varmeværk skifter navn til Varmega.
Navneskiftet er godkendt af kunderne og markerer et vigtigt skridt i værkets fortsatte udvikling.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Det nye navn tages i brug i efteråret 2025 i forbindelse med indflytningen i vores nye administrationsbygning – en bygning vi glæder os meget til at tage i brug, så vi igen kan tilbyde de ansatte nogle gode arbejdsforhold.
- Byggeriet følger for øvrigt både tidsplan og budget. Timingen af navneskiftet er valgt med omtanke, da vi i forvejen skal have ny skiltning i forbindelse med indflytningen. Samtidig ønsker vi at udnytte vores eksisterende materialer som brevpapir og kuverter med Vejen Varmeværks navn, så vi minimerer spild og sikrer en ansvarlig overgang til den nye visuelle identitet, siger værkets formand, Suzette Nielsen.
- Man kan sige, at navneskiftet markerer en ny æra for Vejen Varmeværk, nu hvor der ikke længere kun leveres varme til husstande i Vejen. Vi mener også, at vi får et mere nutidigt udtryk, når vi sletter ordet varmeværk i virksomhedens navn, siger Suzette Nielsen.
Vejen Varmeværk har gennem de senere år udvidet sit forsyningsområde først til Askov, og senest er en udvidelse til Skodborg blevet besluttet. Den udvikling har skabt behov for en ny identitet, der rækker længere end bygrænsen og signalerer moderne energiforsyning med blik mod fremtiden.
- Det nye navn, Varmega, er inspireret af betegnelsen for varme på det internationale sprog esperanto. Det symboliserer ikke kun fysisk varme, men også centrale værdier som fællesskab, bæredygtighed og tilgængelighed – pejlemærker, der driver værket fremad, lyder det fra værket.
- Varmega investerer løbende i en effektiv drift og klimavenlige løsninger, der gavner både miljøet og kunderne. Selvom navnet ændres, forbliver kerneværdierne uændrede: At sikre nem, billig og miljøvenlig fjernvarme – og at levere høj service og stabil drift.
- Vi er stolte over den opbakning, vi har fået til navneskiftet, og vi glæder os til at fortsætte udviklingen i vores nye rammer – som Varmega, noterer Suzette Nielsen.
(Foto: PR-foto)
