Følg migogvejen på Facebook  

For Sydjysk Sparekasse blev 2025 endnu et år med fremgang.

Året endte med et rekordresultat før skat på 230,8 mio. kr. – en forbedring på 10,1 mio. kr. sammenlignet med samme periode året før.

- Resultatet vurderes som meget tilfredsstillende og afspejler en flot stigning i indtjeningen kombineret med lavere omkostninger, skriver sparekassen i en pressemeddelelse.

 

(læs videre under annoncen)

(tryk på annoncen og se mere)

 

- Udviklingen bekræfter robustheden i sparekassens forretningsmodel og den solide drift på tværs af forretningen. Årets resultat ligger over både sidste års resultat og sparekassens egne forventninger, lyder det videre.

Adm. direktør Max Hovedskov uddyber:

- Resultatet for 2025 viser tydeligt, at vores forretningsmodel er stærk og at vi står robust i markedet. Vi leverer et resultat, der både overgår sidste års niveau og vores egne forventninger. Det skyldes især en solid indtjening samt et fortsat fokus på en effektiv drift. Det er en udvikling, vi er meget tilfredse med – og som giver os et stærkt udgangspunkt for de kommende år.

Sparekassens netto rente- og gebyrindtægter er øget med 16,4 mio. kr. til 592,0 mio. kr.

Den positive udvikling skyldes en kombination af flere forskellige forhold:

• Det lavere renteniveau i 2025 har resulteret i et fald i netto renteindtægterne fra 359,4 mio. kr. i 2024 til 335,0 mio. kr. i 2025.
• Modsat er sparekassens aktieudbytte øget med 30,8 mio. kr. til 50,9 mio. kr. i 2025.
• Netto gebyr- og provisionsindtægterne er øget med 10,0 mio. kr. til 206,0 mio. kr. i 2025, hvilket skyldes større aktivitet i forretningen.

- Vi oplever stor tillid blandt vores eksisterende kunder og de mange nye, der har valgt at blive en del af vores sparekasse i 2025. Vores udlån er vokset med 806,4 mio. kr., hvilket svarer til en stigning på 19,9 procent, og vi oplever generelt en positiv udvikling på tværs af hele forretningen. Det vidner om, at kunderne i høj grad vælger os som deres foretrukne finansielle partner, når det gælder rådgivning, investeringer og de daglige bankforretninger. Den udvikling er vi stolte af, og vi vil fortsat arbejde målrettet for at levere den høje kvalitet, nærhed og tilgængelighed, som vores kunder forventer, fortsætter Max Hovedskov.

Omkostningerne til personale og administration er faldet med 13,9 mio. kr. og udgør 352,8 mio. kr. i 2025 mod 366,7 mio. kr. i 2024. Faldet sker på trods af overenskomstmæssige lønreguleringer og det forhold, at sparekassen i 2025 har investeret i talentudvikling og har ansat henholdsvis finanselever og trainees i en række af sparekassens afdelinger.

- Selvom vi har investeret i nye talenter, er vores omkostninger faldet – blandt andet fordi vi i 2025 ikke har haft IT-udgifter til fusion og konvertering. Derudover har vi generelt fokus på omkostningerne i sparekassen. For os handler det ikke kun om at ansætte dygtige medarbejdere her og nu, men også om at sikre, at vi også i fremtiden har kvalificeret arbejdskraft i vores lokalområde. Derfor investerer vi målrettet i at tiltrække talenter og give dem de bedste muligheder for at udvikle sig fagligt og personligt hos os, noterer direktøren.

Sydjysk Sparekasse har en forsigtig tilgang, når det gælder placering af sparekassens fondsbeholdning. I 2025 opnåede Sydjysk Sparekasse en positiv kursregulering på 23,2 mio. kr. Til sammenligning udgjorde kursreguleringerne i alt 41,0 mio. kr. i 2024. Nedskrivninger på udlån og tilgodehavender er realiseret med 19,6 mio. kr. i 2025 mod 9,5 mio. kr. i 2024.

Selvom sparekassen aflægger et særdeles tilfredsstillende resultat for 2025 og endnu ikke har konstateret nævneværdige nedskrivninger, er der stadig usikkerhed forbundet med ustabile geopolitiske forhold, svingende energipriser, truslen om nedbrud i kritisk infrastruktur og mulig opbremsning i den økonomiske aktivitet. For at imødegå eventuelle fremtidige tab har sparekassen øget det ledelsesmæssige tillæg til nedskrivningerne med 48,4 mio. kr. til i alt 167,2 mio. kr. pr. 31. december 2025.

Sparekassens ledelse forventer en moderat vækst i aktivitetsniveauet i 2026, men med en realistisk tilgang til den globale uro, som er en central risikofaktor. Ledelsen forventer i 2026 et resultat i niveauet 180-200 mio. kr. før skat.

(Foto: PR-foto)

 

nyhedsbrev luft

We use cookies
For at give dig den bedste onlineoplevelse bruger denne hjemmeside cookies