12 lastbiler fyldt med hjælp til borgerne i Ukraine er i år sendt af sted her fra området.
Senest blev der lastet 19,5 tons ting og sager til folk i det krigsramte land.
Til at trække i trådene er Hanne Østergaard Blaabjerg fra Hovborg. En indsats, der i dag blev hædret efter at have været i gang siden krigens start i Ukraine.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- I Dansk Folkehjælp har vi tradition for hvert år at udnævne »Årets folkehjælper«. Prisen tildeles en person, der yder en frivillig indsats ud over det sædvanlige til gavn for udsatte personer. Når vi ser os om efter en kandidat til prisen, ser vi mange potentielle modtagere, men årets udvalgte stak op på en særlig måde, konstaterede Lone Beck Jørgensen fra Vejen-afdelingen under Dansk Folkehjælp.
- Du gør ikke det store væsen ud af dig, men du er vedholdende og ser muligheder i det tilsyneladende umulige. Hanne, du har gennem flere år været en aktiv del af netværket »Together we are stronger« med det formål at gøre dit til at råde bod på og afhjælpe mangler og uretfærdigheder fortrinsvis i Ukraine, lød det videre.
Og modtageren var netop ikke meget for at høre de rosende ord. Hun påpegede, at der er tale om mange, der gør en indsats, men andre frivillige var ikke sene til at give Hanne Østergaard Blaabjerg æren for, at det hele kører.
- Du har en stor kontaktflade og spotter værdier, som du får samlet ind, og som du får organiseret transport til de steder, hvor de forskellige ting mangler og dermed kommer til at gøre gavn. Og vi er bevidste om, at du ogsa er i egne lommer for at få det til at hænge sammen, lød det videre.
Og ja, hun har faktisk selv lejet hallen ved Andst, der er et af de steder, hvor ting samles og sorteres sirligt. Og så det med, at der kommer mange vidt forskellige ting:
- Vi fik en tandlægeklinik i Løkken til hjælp i Ukraine, fortæller den meget entusiastiske indsamler og tovholder.
Og der samles mange vidt forskellige ting som hospitalssenge og hospitalsudstyr, pc-er, legetøj til børn, tøj, ting til plejehjemmene og mad til både personer og dyr og ting til hjælp til soldaterne i fronten.
- Hanne, du er enestående og beviser, at det ikke er store stærke mænd, der er behov for, men ihærdige næstekærlige mennesker. Til lykke med udnævnelsen og tak for din indsats, lød det fra Lone Beck Jørgensen fra Dansk Folkehjælp.
For prismodtageren handler det om, at det hele afleveres med kærlighed - gives med hjertet - og der kommer donationer fra både virksomheder og private og fra bl.a. sygehuset i Esbjerg.
- Det er bedre at kunne hjælpe folk i det krigsramte land end sende tingene på forbrændingen, påpeger Hanne Østergaard Blaabjerg - fotograferet ved nogle soveposer på vej til Ukraine - overfor migogvejen.
(Fotos: migogvejen©)

Hanne Østergaard Blaabjerg (t.h.) blev årets lokale folkehjælper i Dansk Folkehjælp.

Lone Beck Jørgensen begrundede hæderen, der blev overrakt på Egely i Vejen. Bag hende Claus Beck Jørgensen.



Der blev lyttet opmærksomt til hæderen.

Hanne Østergaard Blaabjerg sammen med fire ukrainske kvinder bosat her i området.
