Der er langt mellem U19-holdene i fodbold.
Et nyt hold er dog på plads i form af Askov/Læborg/Skodborg, som holdet officielt hedder.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
- Askov/Malt Ungdoms- og Idrætsforening (AMUI) har taget endnu et skridt i udviklingen af lokal fodbold. Foreningen kan nu præsentere et helt nyt U19-drengehold, som giver områdets unge spillere mulighed for at fortsætte deres fodboldrejse tæt på hjemmet, skriver klubben i en pressemeddelelse.
Formand for Askov/Malt Ungdoms- og Idrætsforening, Signe de Place Knudsen, fortæller, at foreningen de seneste år har oplevet en stigende interesse for fodbold blandt de ældre ungdomsspillere. Mange unge står ofte i et skifte, når de går fra ungdom til senior, og her bliver U19-holdet et vigtigt bindeled. Det nye hold giver spillerne en naturlig forlængelse af deres tid i ungdomsrækkerne, så de kan udvikle sig både sportsligt og socialt, inden de træder ind i seniorfodbolden.
Træner Dennis Hundebøl lægger vægt på at skabe et trygt og motiverende miljø, hvor der både er plads til seriøs træning og masser af kammeratskab. Allerede ved de første træningspas har stemningen været høj, og spillerne har vist både engagement og spilleglæde.
Foreningen håber samtidig, at det nye U19-hold vil styrke fællesskabet i foreningen og tiltrække endnu flere unge, der har lyst til at være en del af det aktive foreningsliv.
Målet for sæsonen er ikke kun resultater på banen, men også at udvikle den enkelte spiller. Dennis Hundebøl fortæller, at der vil blive arbejdet med teknik, taktik og fysisk træning, men også med værdier som ansvar, respekt og samarbejde.
Holdleder Klaus Brink-Hansen fortæller, at siden holdets start har der været massiv tilgang, og i øjeblikket er der 17 spillere. Der er dog altid plads til flere, og AMUI opfordrer interesserede drenge til at kigge forbi til træningen mandag eller onsdag.
(Foto: PR-foto)
