BASKETBALL: BK Vejen tabte torsdagens udekamp i basketligaen mod Cimbrian Randers med 87-100, efter Vejen faktisk scorede mest i både første og fjerde periode.
Randers-holdet vandt til gengæld anden periode så stort som 33-15, og det afgjorde kampen til hjemmeholdets fordel.
Søndag er det muligt at se ligahåndbold i Vejen Idrætscenter, når BK Vejen får besøg af BC Copenhagen.
(læs videre under annoncen)
(tryk på annoncen og se mere)
* * *
FODBOLD: Vejen Idrætscenter danner igen i år rammen om årsmødet i DBU Jylland Region 4. Et møde, der mere præcist afvikles i Troldesalen.
Her vil der være hæder til fodbold-ildsjæle i regionen, debat om seriefodbold, fokus på dommerrollen og meget andet.
En klub og tre frivillige ledere vil blive hædret for deres vigtige indsats for fodbolden.
- DBU Jylland Region 4 uddeler »Gør en forskel-prisen« til en lokal fodboldleder. Legatet udløser et beløb på 4000 kroner til modtageren. Sidste år gik hæderen til Karin Frost fra Svenstrup UF.
- Årets Fodboldklub 2025 i Region 4 vil også blive offentliggjort på mødet. Sidste år gik prisen til Sønderborg Boldklub, og den udvalgte klub vil blive en af i alt ni kandidater til titlen som Årets Fodboldklub i Danmark.
- Årets Breddedommer i Region 4. En pris som skal sætte fokus på dommerens vigtige rolle og betydning i fodboldfamilien. Sidste år gik hæderen til Osman Kiyak.
- DBU Jylland Region 4’s Initiativpris 2025 er en pris, der går til en frivillig leder eller træner, som arbejder for at fremme fodbolden. Sidste år gik prisen til Anna-Louise Rosenberg Palle fra Spangsbjerg IF.
Traditionen tro skal de fremmødte klubber også drøfte forslag til ændringer af DBU Jyllands regler for de jyske fodboldturneringer.
Årsmøderne bruges til en indledende drøftelse af forslagene. Den endelige behandling og eventuelle vedtagelse finder sted på DBU Jyllands delegeretmøde i Herning lørdag 10. januar 2026.
* * *
De jyske fodboldklubber skal have ny formand.
Efter 17 år på posten har Bent Clausen valgt ikke at genopstille på det kommende delegeretmøde i DBU Jylland.
